Timepuljen” i Herlev er ikke et timebanksystem efter den amerikanske og engelske model, men systemet bygger på nogen af de samme grundlæggende principper.
”Time-puljen” er også det ældste fungerende danske eksempel på en komplementær valuta med en historie, der rækker tilbage til 1987. Initiativet dækker fortrinsvis et område, der svarer til Ballerup og Herlev kommuner.
Der tages udgangspunkt i begrebet “nabohjælp”, dvs. det er en udvidelse og formalisering af vennetjenester. I skemaet er der poster som festhjælp, lektiehjælp, hundeluftning, cykellapning, rengøring, kørsel mv. Det er vigtigt for “Time-puljen”, at det bliver ved disse nære ting og dermed ikke bevæger sig ind på områder, hvor fagfolk vil føle sig trådt over tæerne. I “Time-puljen” regnes der kun i timer. Således er der ikke forskel i det antal point, der optjenes efter, hvad man kan udføre. Alt arbejde anses for at være det samme værd. Der udleveres et skema, hvor folk kan skrive, hvad de yder.
Time-puljen blev oprindeligt etableret af to søstre, Dora Steensgaard og Eva Winther Høier, efter inspiration fra USA. De startede med at indrykke nogle annoncer i lokale dagblade, hvor de efterlyste interesserede til et initiativ baseret på gensidig praktisk hjælp. Initiativtagerne fik ikke nogen form for offentlig støtte i etableringsfasen ud over at låne lokaler på biblioteker, og ”Time-puljen” har heller ikke siden ønsket offentlig støtte til projektet, selvom det er blevet dem tilbudt af Herlev Kommune. Tilbuddet blev afslået af angst for styring udefra samt af en opfattelse af, at alle medlemmer derved bedre føler sig medansvarlige og medbestemmende.
Efter en række indledende møder med 10-15 deltagere blev foreningen formelt etableret i 1988 med følgende formålsparagraf:
”Foreningens formål er at formidle kontakt mellem personer, der vil hjælpe sig selv ved at hjælpe andre.”
Ifølge Dora Steensgaard var ideen ”at stifte en forening, der kunne skabe kontakt mellem medlemmerne, så man kunne danne et netværk af folk, der kunne hjælpe hinanden med råd og dåd ved praktiske, mindre opgaver. Der måtte ikke være penge i forbindelse med hjælpearbejdet, men der skulle være balance mellem den hjælp, man fik, og den man gav”.
På de indledende møder bidrog alle deltagerne med forslag og ideer, og de lærte hinanden godt at kende. Denne fase betragter Dora Steensgaard som afgørende for foreningens succes, idet ”den skabte en forening af ligeværdige, der i fællesskab besluttede, hvad der skulle ske”.
Artikler om initiativet i lokale dag- og ugeblade, heriblandt Herlev bladet og Ballerups Kig og Lyt, øgede kendskabet til projektet i lokalområdet og bidrog til en god start for foreningen.
Alle over 18 år, som har underskrevet foreningens krav om tavshedspligt, kan blive medlemmer. Der er i dag ca. 40 medlemmer i “Time-puljen”. Medlemstallet har været ret stabilt med en svag stigende tendens. Medlemmerne betaler et årligt bidrag på 50 kr., som bl.a. bruges til at finansiere medlemsbladet ”Pulje-posten”.
Et generelt problem er, at foreningen står overfor et generationsproblem, eftersom gennemsnitsalderen i foreningen er øget gradvist. Med sigte på at få yngre medlemmer deltager foreningen med boder på lokale festivaler og lign., hvor foreningens repræsentanter informerer om foreningens virke. Samtidig har foreningens medlemmer erkendt, at de skal arbejde på at blive bedre til at involvere nye medlemmer i foreningslivet, så de føler sig velkomne og ikke oplever de hidtidige medlemmer som en sammenspist gruppe.
Blandt de væsentligste udfordringer for at få en velfungerende foreningen med et stort aktivitetsniveau har været at arbejde med det svære i at bede om hjælp, særligt i tilfælde hvor et medlem – med større eller mindre besvær – godt kunne klare det selv. Derudover har det været centralt at betone, at arbejde, der udføres gratis, skal tages lige så alvorligt mht. overholdelse af aftaler m.m., som et arbejde man betaler penge for.
Håndværksrådet og Herlev Kommune har givet en umiddelbar mundtlig godkendelse af projektet. Endvidere har ”Time-puljen” kontaktet skattevæsenet, der understreger, at vennetjenester er skattepligtige, men at bytteordningen i “Time-puljen” må siges at være under bagatelgrænsen (Herlevbladet, “Skattechef vil ikke røre ved vennetjenester” 18.02.98).
I det hele taget har ængstelse, for hvad såvel skattemyndigheder som hvad “det offentlige” mere generelt mener, været en styrende faktor i foreningen. Det gælder både skattemæssigt og for dagpengemodtagere i forbindelse med en usikkerhed om, hvornår man bliver trukket i dagpenge for udførelse af vennetjenester. Dette har bl.a. betydet, at medlemmerne ikke ønsker en central registrering af timebytningen. I “Time-puljen” er man bange for at blive kigget i kortene, derfor fører hver enkelt person selv regnskab derhjemme. Regnskaberne indsendes dog, de fleste anonymt, til foreningens formand med det formål at få et indblik i, hvor meget der byttes. Sidste gang, dette blev regnet ud, var gennemsnittet på 2½ time i kvartalet pr. person, men dette dækker over en forholdsvis stor spredning og en forholdsvis stor unøjagtighed, fordi medlemmerne selv skal registrere vennetjenester.
Der tilbydes et meget varieret antal muligheder trods foreningens beskedne størrelse, da den rummer en overraskende stor vifte af fagområder, bl.a. ingeniører, sygeplejersker, socialrådgivere, gartnere, blomsterkendere, bibliotekarer, lærere i folkeskolen og gymnasiet, edb-kyndige, kunstnere, en turistguide, folk der kan male, bruge hammer og søm, lufte hunde se efter huset, når det er tomt, lave mad, bage, servere, reparere cykel. Andre har god smag og kan vejlede ved f.eks. tøjkøb. Desuden har mange rejst med hinanden eller alene, hvilken de siden fortæller og viser dias om. Medlemmerne kender herved hinanden så godt, at de tør træde til og tage et initiativ, når det er det, der behøves.
Det, der binder foreningen sammen og gør at den stadig er velfungerende, er således ikke de formelle rammer med skema, mulighed for at kigge hinanden i kortene mv., men at medlemmerne mødes jævnligt (ca. hver 2. måned), således at mere personlige relationer kan opstå og holdes ved lige. Det er disse brede netværk af personlige relationer, der holder liv i foreningen. Dette har også betydet, at gensidighed ikke mere er afgørende. Ældre medlemmer, der ikke længere kan yde så meget, kan pga. de personlige relationer “få lov til” at modtage langt mere, end de giver. Man ønsker simpelthen at hjælpe hinanden, som man gør det i f.eks. en familie eller i et nært naboskab, hvilket også var formålet med, at “vennetjenesten” var et kodeord ved foreningens dannelse.
Se mere på: www.timepuljen.webbyen.dk
